Storkeunger på vej – nu ligger første æg klar i storkereden

Mandag blev tv-storkene Tommy og Annika genforenet. Lørdag morgen ligger første æg klar i reden i Smedager.

Storke spilder ikke tiden.

Man kunne tro, at storkene Tommy og Annika havde brug for at slappe af – efter den lange flyvetur fra Afrika. Men det er ikke tilfældet.

quote

Jeg har fødselsdag, og det er en super gave.

Mogens Lange, storkeekspert, storkene.dk

Tommy gjorde straks kur til Annika, da han mandag eftermiddag landede i reden i Smedager. Det tiltalte fru Annika, så de gik fluks i gang med at parre sig.

- Det var en god dag i dag, sagde storkeekspert Mogens Lange mandag til TV SYD.

Og lørdag er endnu en god dag. For nu har parringen båret frugt – eller æg om man vil.

- Jeg har fødselsdag, og det er en super gave, siger Mogens Lange lørdag morgen til TV SYD.

Uhøjtidelige storke bygger dræn og lægger æg

Han forklarer, at det er lige nøjagtig som håbet og forventet. Der er ikke noget overraskende i det. Men nu kan entusiaster og andre nysgerrige godt glæde sig til den kommende uge.

quote

Nu følger der et æg hvert halvandet døgn. Så i løbet af søndag eller senest mandag morgen vil vi se det næste æg.

Mogens Lange, storkeekspert, storkene.dk

- Nu følger der et æg hvert halvandet døgn. Så i løbet af søndag eller senest mandag morgen vil vi se det næste æg. Annika stopper formentlig ved fem æg - og derfor kan vi forvente, at hun lægger det sidste æg i næste weekend, forklarer storkeeksperten.

Men selve rugningen er ikke helt i en fast rutine endnu.

- Storkene tager det ikke så højtideligt lige nu. De samler redemateriale og hakker omkring ægget. Det gør de for at holde reden blød. For at dræne reden, hvis der kommer et massivt regnskyld, siger Mogens Lange og fortsætter:

- Når det andet æg er lagt, søndag eller mandag, så begynder de to storke at ruge stabilt. Tommy og Annika deles om det, så der hele tiden er en stabil temperatur omkring æggene.

Kampklare storke

Men samtidig vil tv-storkeparret også være ekstra opmærksomme.

- Fra nu vil der hele tiden være en stork i reden, for der kan komme en krave - eller et andet kampklart storkepar, forklarer Mogens Lange.

- Når det er godt vejr her i april, så kommer der storke op fra træk. Der er mange storke i Tyskland, og hvis et af de tyske par bliver jaget væk fra deres rede, så kommer de måske til Danmark - og jager Tommy og Annika væk fra reden i Smedager.

Storkeeksperten håber ikke, det sker, men er klar over de lurende farer.

- Når der bor et storkepar i forvejen, så er det et kvalitetsstempel for andre storkepar. Så ved de, at der er gode betingelser, og så går kampen i gang om reden, slutter storkeeksperten.

Ifølge Mogens Lange kan Tommy og Annika hilse velkommen til deres unger i den første eller anden uge af maj. Du kan følge storkene live på www.tvsyd.dk/natur.