Storkevenner: Nu kommer de nætter, hvor vi ikke kan sove

I løbet af de næste døgn skulle det første æg i storkereden i Smedager ved Aabenraa gerne klække. Så nu kommer de nætter, hvor storkevennerne ikke kan sove.

I løbet af de næste døgn skulle det første æg i storkereden i Smedager ved Aabenraa gerne klække. Så nu kommer de nætter, hvor storkevennerne ikke kan sove.

Mange følger Tommy og Annika i reden i Smedager, som live-transmitteres på TV SYDs hjemmeside og TV SYD+ og storkene.dk. Netop i disse dage ventes den første unge at komme ud af det første befrugtede æg, som blev lagt efter at Tommy kom til reden den sidste dag i april.

- Vi er spændte. Det er tæt på, at det første æg er udruget, siger Jess Frederiksen fra storkene.dk til TV SYD.  Så kommer de nætter, hvor vi ikke kan sove, når vi tænker over, hvordan vejret arter sig, om de har mad nok og den slags.

- Det er altid spændende. Men det kan næsten ikke gå værre end sidste år. Her var der kun én unge, som fløj fra reden – og den overlevede kun et døgn.

Vejret spiller en vigtig rolle. Men det gør føden også. Storkevennerne har i år sørget for rigelig mad.

- Vi har fået lovning på et parti bækørreder, som de kan få. Så vi håber, at det kan give den noget at stå imod med, siger Jess Frederiksen.

 

De første får mest føde

  • Storkene parrer sig normalt april-maj, lige efter ankomsten til ynglepladsen.
  • Begge fugle ruger skiftevis i 30 dage på normalt mellem 3 og 5 æg - dog er der eksempler fra både ud- og indland på flere æg.
  • Ungerne fodres af begge forældre, som gylper foderet op til dem.
  • Til tider bliver der kamp om føden mellem ungerne. Kampen er imidlertid ikke lige, for ungerne ikke er lige gamle, og herved vinder de først-fødte unger oftest kampen om føden, da de er størst.
  • Storkene begynder nemlig at ruge, når det første æg er blevet lagt, og det betyder, at ungerne kommer ud af ægget på forskellige tidspunkter.
  • Det sker ofte, at de mindste unger ikke får nok at æde, og til sidst bliver hakket ihjel og ædt af deres søskende.
  • Kilde: storkene.dk