Stormen Knud ændrer retning inden landgang i det nordjyske

DMI fastholder stormvarsel for det nordvestlige Jylland, men områder går fri, fordi lavtryk har rykket sig.

Det varslede stormvejr i Vest- og Nordjylland fredag kommer til at berøre en mindre del af det nordvestlige og nordlige Jylland, end DMI forudså torsdag. 

Det oplyser meteorolog Anja Bodholdt fra DMI tidligt fredag morgen. 

- Lavtrykkets bane ser ud til at have ændret sig en smule op mod det sydlige Norge, siger Anja Bodholdt om stormen, som har fået navnet Knud. 

- Styrken af stormen vil være den samme, men fordi lavtrykkets retning har rykket sig, vil stormens udbredelse i det vestlige og nordlige Jylland være knap så stor som tidligere forventet, siger hun. 

DMI fastholder dog sit kategori 2-stormvarsel for dele af Nord- og Vestjylland gældende fra omkring fredag middag.