Stormende travlhed aflyser byggemesse

Stormen har ikke kun blæst tage af huse og udhuse. Den har også pustet Sønderborg Kommunes og ZERObygs Byggemesse 2013 omkuld. Messen skulle være holdt torsdag, men håndværkerne har for travlt med stormskader.

Derfor er der ingen ide i at gennemføre messen, der er nu er aflyst. Det fortæller Sønderborg Ugeavis.

- Håndværkerne fortæller os, at de på grund af stormen har hænderne fulde og kunder, der venter på at få lukket huller i tage, skiftet vinduer og meget andet. Derfor har vi besluttet, at aflyse messen i morgen. I stedet holder vi messen en gang i løbet af januar måned, siger Mie Rauff Nielsen, afdelingsleder i Bygninger og Energi i Sønderborg Kommune.

Der var 70 tilmeldte håndværkere.