Storstilet sønderjysk kunstauktion til fordel for udsatte unge

Røde Kors i Tønder vil samle 100.000 kroner ind ved at holde en kunstauktion

Helt tilfældigt faldt Peder Winther fra Røde Kors i Tønder over nogle gamle papirer. Nogle papirer, der handlede om en kunstauktion, som Røde Kors afholdte helt tilbage i år 2001. 95.000 kroner blev der dengang samlet ind.

Med inspiration fra den 15 år gamle auktion, har Peder Winther sat gang i helt ny kunstauktion. Og målet er at få samlet 100.000 kroner ind denne gang. Overskuddet skal gå til Røde Kors’ arbejde med udsatte unge.

Her gør Røde Kors-medarbejdere klar til auktionen.
Her gør Røde Kors-medarbejdere klar til auktionen.
Foto: Peder Winther, Røde Kors

- Der er ingen tvivl om, at målsætningen hedder 100.000 kroner. Vi har svært ved at skjule vores begejstring for alle de fine kunstværker vi har fået ind, og vi håber, at vi kan sælge dem til en høj pris og få en stor sum penge ud i den anden ende, siger Peder Winther til TV SYD.

Når kunstauktionen løber af stablen lørdag eftermiddag på Sønderjyllands Kunstmuseum, er der både keramik, malerier og glaskunst at byde på. Alle kunstværkerne er lavet af kunstnere, der enten bor i Tønder eller har en tilknytning til byen på en anden måde.