Stort efterslæb i huspriserne

Huspriserne i Syd- og Sønderjylland er stadig betydeligt lavere end før finanskrisen brød ud i 2008.

Det fremgår af en opgørelse, som Nykredit har lavet. Kun i de største byer som Aarhus og København er priserne tæt på niveauet i 2008.

- Det går ikke lige godt overalt. Men tallene indikerer, at boligmarkedet mange steder er i klar bedring efter en langvarig sygdomsperiode. Det er meget opmuntrende, og vi ser det som endnu et tegn på, at dansk økonomi er på vej mod lysere tider. Der er mange positive signaler for tiden: Forbrugertilliden er steget markant siden maj, detail- og dankortomsætningen vokser lidt, ledigheden er faldet, og samtidig er renten fortsat historisk lav, siger Nyboligs pressechef, Kim Pauli.

Opgørelsen kan være en trøst for de huskøbere, der har købt for dyrt umiddelbart før finanskrisen, men i Syd- og Sønderjylland er der stadig et betydeligt efterslæb:

Horsens, minus 17 procent

Hedensted, minus 19

Varde, minus seks

Esbjerg, minus syv

Billund, minus 11

Tønder, minus 12

Vejle, minus 13

Aabenraa, minus 16

Kolding, minus 16

Sønderborg, minus 19

Fredericia, minus 21

Haderslev, minus 21

Vejen, minus 23.

Fanø: For få solgte ejendomme til at gøre tallet op.