Stort fund af urner fra jernalderen er gravet op af jorden

En stor og venlig hilsen fra jernalderen har begejstrede arkæologer. De har gravet 44 urner op af jorden ved Skærbæk.

Arkæologer fra Vejlemuseerne er tæt på at være færdig med en usædvanlig udgravning i Skærbæk ved Fredericia.

Indtil nu har de gravet 44 urner op. De stammer fra førromersk jernalder, dvs. de sidste fem århundreder før Kristi fødsel. Arkæologerne har også fundet, hvad der ser ud til at være den bebyggelse, der hører sammen med urnegravstedet.

- Man bliver så glad, at man nogle gange bryder ud i Abba-sange.

Det siger Brit Andresen Hau til TV SYD. Hun er arkæolog og udgravningsleder.

Alle urnerne er fra brandgrave, dvs. at de sandsynligvis indeholder brændte knogler fra jernaldermennesker.

Næste alle fundene er taget hele op fra jorden. De er nu sendt til Konserveringscentret nord for Vejle, hvor de bl.a. skal røntgenfotograferes, så arkæologerne kan se, hvad der er i urnerne, uden at de bliver ødelagt.

I følge arkæologerne er det meget usædvanligt at finde så mange urner og endnu mere usædvanligt, at de er intakte.

-Det er stort, fordi vi normalt ikke finder så store gravsteder. Det siger museumsinspektør Charlotta Lindblom til TV SYD:

- jeg tror alle arkæologer har det på den måde. Det er som juleaften rigtig mange gange om året – det er det, der driver os . Vi har tidligere fundet huse fra jernalderen i samme område, så derfor er det spændende, at vi nu kan kæde de to ting sammen, siger hun.

Se et klip fra udgravningen her:

Arkæolog Brit Andresen Hau: - Man bliver så glad, at man nogle gange bryder ud i Abba-sange.