Stort gravearbejde skal fjerne kø på motorvej

Et stort gravearbejde ved motorvej E45 ved Aabenraa er starten på en ny motorvejstilslutning, der skal være med til at fjerne risikoen for farlige kø-dannelser.

Store gravemaskiner er i disse uger i gang med i bogstaveligste forstand at bane vejen for en ny til- og frakørsel til motorvej E45 ved Aabenraa.

For tre uger siden gik gravearbejdet i gang - og i løbet af det næste års tid vil her blive lavet ramper, så en ny afkørsel kan tages i brug i sommeren 2019. Den nye afkørsel kommer til at hedde afkørsel 70a.

Vejdirektoratet og Aabenraa Kommune deler udgiften på 45 millioner kroner til den nye rampe.

Udover den ny motorvejstilslutning vil der også blive anlagt en vejbane - en såkaldt shunt - bane, der leder trafikken fra syd uden om rundkørslen og direkte ind på vejen mod Aabenraa – ved den nuværende afkørsel 70, som kommer til at hedde afkørsel 70b.
- Det er fantastisk endelig at komme i gang med arbejdet. Det er noget, vi har arbejdet på i over 10 år, og vi ser frem til at give borgere og erhvervsdrivende hurtigere og sikre muligheder til at komme til og fra motorvejen. Arbejdet vil samtidig aflaste den eksisterende motorvejstilslutning, så vi får mindre kø og farlige situationer på motorvejen, siger Aabenraas borgmester Thomas Andresen, (V).

 
 

De to projekter vil blive lavet samtidigt, men shunten vil efter planen allerede være færdig til foråret 2019.