Ejner Hjort fra Kolding Modelflyverklub håber, at nogen har set hans modelfly.
Det forsvandt nemlig for øjnene af ham og fem klubkammerater tirsdag aften, da de var ude for at flyve med det på klubbens modelflyvebane, som ligger mellem Vonsil, Sjølund og Dalby.
Det er meget usædvanligt, at et fly forsvinder i en sky. Jeg har fløjet i 45 år og har aldrig oplevet noget lignende.
Under flyvningen blev flyet fanget af kraftige opvinde, som på trods af fuldt aktiverede bremser og en spinmanøvre, forsvandt ud af syne - op i en sky. Og det kom ikke ned igen.
- Det er meget usædvanligt, at et fly forsvinder på den måde. Jeg har fløjet i 45 år og har aldrig oplevet noget lignende, fortæller Ejner Hjort til TV SYD.
Svævemodellen har et vingefang på 1,34 meter, og de seks mænd stod længe og spejdede efter flyet.
- Vi stod og kiggede op i himlen i en halv time, efter at flyet forsvandt, og der var der forbindelse mellem sender og fly. På et tidspunkt forsvandt forbindelsen, og der går vi ud fra, at det må være gået ned, siger Ejner Hjort.
Mændene brugte de efterfølgende tre timer på at gå rundt på markerne i området for at lede efter flyet.
Svævemodellen kan, når den flyver i 100 meters højde, nemt glide fire til seks kilometer. Derfor kan flyet formentilg findes i et område syd for Kolding ved Vonsild, Taps, Dalby, Binderup og Sjølund.
Landmænd skal være opmærksomme
Ejner Hjort opfordrer landmænd i området, som høster eller laver andet markarbejde, til at være ekstra opmærksomme på flyet.
- Det, jeg er mest bekymret for, er, om flyet er faldet ned mellem korn eller raps på en mark, og at en landmand kommer til at køre over det og ødelægge sin maskine, siger han.
Modelpiloten håber at få sit fly igen - også hvis det skulle være gået i stykker, da det ramte jorden.
- Jeg er også interesseret i stumperne, som jeg forestiller mig vil ligge nogenlunde samlet på jorden. Det er elektronikken i flyet, der er vigtig, siger Ejner Hjort, der har udlovet en dusør på 300 kroner til den person, som finder det.
- Det er mit bedste fly, fordi det flyver så godt, så jeg vil blive glad for at få det igen.