Stort ryk-ind i kostalden

Søndag har hele Danmark haft mulighed for at opleve alt fra køer, grise og mink til robotter i moderne dansk landbrug. Maden og energiens vej fra jord til hjem kunne ses hos 65 værter landet over.

TV SYD var sammen med mere end 1000 andre gæster på besøg i den moderne kostald på Træden Nygård ved Brædstrup.
Her driver Julie og Christian Rasmussen et landbrug med køer og kalve. Der er en ansat på gården, der hjælper med pasningen af køerne.

De 200 sortbrogede malkekøer på gården malkes af tre robotter. Computeren sikrer at yveret vaskes før malkning og registrerer mælkens kvalitet under malkningen, samt koens ydelse og vægt. En chip i koens øre viser koens identitet og fortæller robotten, hvor meget foder koen skal tildeles, mens den malkes. Køerne producerer i alt 6.000 liter mælk om dagen.

-  Vi vil sammen med landmænd over hele landet gerne vise, hvor maden kommer fra, og hvordan den produceres efter nogle af verdens strengeste krav til miljø, dyrevelfærd og sundhed, siger Michael Brockenhuus-Schack, Formand for Landbrug & Fødevarer.

Se mere om Åbent landbrug