Stort underskud i sparekasse

Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse fik stort underskud sidste år, viste det netop offentliggjorte regnskab.

Underskuddet i 2012 blev på 72,8 millioner kroner før skat og 86,8 milioner kroner efter skat.

Det dårlige resultat skyldes store nedskrivninger og en forlist fusion.

- Det er særdeles utilfredsstillende, og vi arbejder derfor fortsat på højtryk for at finde en fusionspartner, siger direktør i Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse Erik Rasmussen til Vejle Amts Folkeblad.

Sparekassen har forsøgt at fusionere med Sparekassen Bredebro, men det lykkedes ikke.