Stortalenter på kontrakt i SønderjyskE

To unge sønderjyder fra SønderjyskEs egen talentfabrik får drømmen om en fodboldkontrakt opfyldt.

Det store talentarbejde, der udføres i 55 Syd? og sønderjyske fodboldklubber i samarbejde med SønderjyskE, bærer nu frugt i form af to nye ungdomskontrakter.

U-17 spilleren Andreas Oggesen og U-19 spilleren Søren Mussmann har fået drømmen om en fodboldkontrakt opfyldt.

Sportschef i SønderjyskE, Ole Nielsen, glæder sig på spillernes vegne:
 
? De to nye ungdomskontrakter er et helt konkret resultat af det målrettede talentarbejde, der udføres i landsdelen og i SønderjyskEs talentsektor. Der er tale om to, meget store talenter, som vi venter os meget af i fremtiden, siger Ole Nielsen.

Og det skorter ikke på ambitionerne på de to unge spilleres vegne.

- De har potentialet til at gå hele vejen til landets bedste fodboldrækker. Vi er meget glade for, at vi i konkurrence med andre klubber har fået tilknyttet Andreas og Søren på 3-årige ungdomskontrakter, og de kan dermed fortsætte deres udvikling i kendte og trygge rammer.

Flere talenter på vej

Ole Nielsen er dog også stolt på vegne af klubbens talentfabrik, som han mener er på rette vej til at nå de forventede resultater. Og at de to spillere har valgt at starte deres karriere i netop SønderjyskE:

- Det er særdeles tilfredsstillende og glædeligt, at vores lokale fodboldtalenter vælger at fortsætte deres fodboldkarriere i SønderjyskE. For det første er det et stort cadeau til klubberne i det sønderjyske fodboldsamarbejde og vores egen talentsektor. Yderligere bekræfter det, at vi er på rette vej med næste trin på stigen i opbygningen af den professionelle fodboldorganisation i SønderjyskE, siger Ole Nielsen.

Men selvom arbejdet nu har båret frugt, stopper det ikke her:

- Der er mange talenter i U-17 og U-19 årgangene, som vi følger nøje. Der er grund til optimisme og tro på fremtiden, idet der er flere lyseblå talenter som om få år vil banke på til landsdelens Superligahold, slutter Ole Nielsen.