Strømmen gik stort set fri i stormen

Modsat orkanen i 1999 så slap Syd- og Sønderjylland for omfattende og langvarige strømafbrydelser, som i dagevis gjorde livet svært for mange landmænd og borgere især på vestkysten.

I går var Kolding og Jelling ramt af større strømafbrydelser, mens uvejret kun forvoldte begrænsede skader for SE og energiselskabets 266.000 kunder.

For mindre end halvanden måned siden afsluttede SE et meget stort og årelangt investeringsprojekt, som betyder at alle lav- og mellemspændingskabler i SE?s område er gravet ned i jorden og dermed er mindre udsat for vind og vejr. Det er en af hovedårsagerne til, at SE i dag kan konstatere, at der næsten kun har været kortvarige strømafbrydelser på mellem 1 og 3 minutter for 60.774 kunder.

Der er registreret lidt over 100 driftsforstyrrelser, som primært skyldes knækkede master til gadelys samt master, som fører elkabler ind til husgavlene. For alles vedkommende er strømmen genetableret og nu venter der en større oprydningsopgave, hvor bl.a. de knækkede master skal udskiftes.

Omfanget af skader står i skærende kontrast til stormen i 1999, hvor det syd og sønderjyske landskab, ikke blot bar præg af væltede skove, men i særdeleshed også knækkede elmaster.

 

Fakta om SEs stormdøgn:

  •  Ca. 100 driftsforstyrrelser i det forløbne døgn
  •  28.212 kunder var uden el i 1 minut i primært Aabenraa
  •  32.562 var uden el i 3 minutter i primært Sønderborg
  •  3 landbrug kører pt. på generatorer
  •  Ekstra mandskab blev indkaldt - både blandt teknikere og på driftskontoret
  •  For halvanden måned siden afsluttede SE kabellægningen af lav- og mellemspændingsnettet