Straffes med rengøring

Elever, der gentagne gange kommer for sent i skole, skal straffes med en rengøringstjans.

Den regel indfører Lyshøjskolen i Kolding efter efterårsferien som den første skole i landet, og det er eleverne selv, der har fået idéen, skriver Jydske Vestkysten.

Feje fælleslokaler

Hidtil har sanktionen for at komme for sent været en eftersidning, hvor eleverne har kunnet lave lektier. Nu skal de i stedet feje fællesarealerne, gøre rent i klasselokalerne og pudse vinduerne.

- Det var ikke nogen rigtig straf, det dér med bare at sidde i et rum. Så er det bedre at gøre noget for skolen, forklarer 14-årige Karen Kirstine Boel Jørgensen, næstformand i skolens elevråd.

Samfundstjeneste

Den alternative straf kan være med til at elevernes medansvar og forståelse for fællesskabet øges, mener Per Fibæk Laursen, professor ved Center for Grundskoleforskning, DPU.

- Den minder på mange måder om en form for straf, vi kender fra almindelig kriminalitet, nemlig samfundstjeneste, og den er der positive erfaringer med, siger han.

Fuld af begejstring

Også Danske Skoleelevers formand, Troels Boldt Rømer, er fuld af begejstring. Han håber, at mange andre skoler vil følge Lyshøjskolens eksempel.

- Det er supersejt og hamrende fedt, at skolen lytter til eleverne, og at man på den måde får udnyttet eftersidningerne langt bedre og får eleverne til at tage ejerskab for, hvordan skolen ser ud. Det er jo tåbeligt bare at sidde og kukkelure, siger Troels Boldt Rømer.

Tag forældre med på råd

Forældreorganisationen Skole og Samfund har ikke hørt om skoler, der har indført lignende regler. Men skulle der være andre, som overvejer at sætte eleverne til at gøre rent, råder formand Benedikte Ask Skotte dem til først at tage både elever og forældre med på råd.