Strandpromenade skal være nyt vartegn i Esbjerg

Esbjerg Kommune vil nu bruge millioner af kroner på en strandpromenade og et klubhus i velhaverkvarteret Hjerting. Strandpromenaden skal fremstå som et nyt vartegn for byen.

22,5 millioner kroner i alt

Realdania og Lokale- og Anlægsfonden har været med til at udvikle projektet, som de nu også støtter økonomisk. I alt løber byggeriet af strandpromenaden samt et nyt klubhus for Ho Bugt Sejlklub op i 22,5 millioner kroner.

Kommende vartegn

- Vi er nu nået til punktet, hvor vi kan realisere et af vestkystens kommende vartegn.  Vi styrker området både som et turistmål, men også som et rekreativt område tæt på havet. Et sted, der er værd at opleve hele året rundt, siger Esbjergs borgmester Johnny Søtrup.