Street-kultur på efterskole

Verdens største parkour-bane blev i dag vist frem i Hornsyld. Efterskolen BGI Akademiet har hentet street-kulturen indenfor på efterskolen - og det gigantiske anlæg gør selv øvede parkour-løbere glade.

En af dem er 16-årige Rune Voss, som har løbet parkour i Fredericias gader de sidste tre år.

- I gaderne er det ikke altid, at du kan træne alting. Men det, de har gjort her, er at blande så mange ting, så der er alle mulige forskellige måder at hoppe på. Det er super.

Halvt inde, halvt ude

Det er bl.a. arkitekten og parkourløberen Mikkel Rugaard, der har designet det nye kæmpe-anlæg til mere end 36 milloner kroner. Halvdelen af anlægget ligger indendørs - halvdelen udendørs:

- Det er det, som vi betragter som ret banebrydende internationalt. Både i skala og funktionalitet, siger Mikkel Rugaard, Street Movement.

I en gade

Parkour er en street-kultur, som startede i Frankrig i 90'erne og har siden spredt sig verden over.

- Den oprindelige tanke var, at man gerne ville have gader. Så vi lavede det som en gade, så man faktisk har fornemmelsen af at bevæge sig gennem en gade, forklarer arkitekten.