Strejken fortsætter

De 500 medarbejdere, der i går nedlagde arbejdet på Carlsberg Bryggeriet i Fredericia, strejker stadig.

I går nat besluttede natholdet på Carlsberg Bryggeriet i Fredericia at nedlægge arbejdet, da de lokale lønforhandlinger for alvor gik i hårdknude. De ansatte blev mødt med beskeden om en nulregulering, og det fik dem til at gå i fagligt møde. Strejken fortsætter i dag.

I går kunne kommunikationschef fra Carlsberg Danmark, Jens Bekke, fortælle, at lønforhandlingerne var gået i stå. Det resulterede i en strejke, som ledelsen umiddelbart ikke kan se nogen løsning på.

Mindre konkurrencedygtige

Tillidsmand for de andsatte i Fredericia, Hans Andersen, meddelte i går til flere medier, at de strejkende ville tage stilling til, om nedlæggelsen af arbejdet skulle fortsætte i dag. Kommunikationschef Jens Bekke og ledelsen i Fredericia havde ellers håbet på en åbning og bedre kommunikation i løbet af i går, men det blev ikke tilfældet.

Jens Bekke siger i dag til Ritzau, at lokale lønstigninger ud over reguleringen fra de centrale forhandlinger er et skridt i den forkerte retning:

- Derved risikerer vi at blive mindre konkurrencedygtige end udenlandske bryggerier tæt på Danmark.

Det er stadig uvist, hvor længe strejken på Carlsberg Bryggeriet i Fredericia vil vare.