Stribevis af alarmer til gårdbrand

Alarmcentralen modtog hele torsdag aften og nat stribevis af brandalarmer fra en gårdbrand på Grønhøjvej i Hatting. Der var tale om en kontrolleret nedbrænding af en lade 

Første brandalarm indløb kl. 17.25. Gårdens ejer var igang med at  snitte halm til foder, da noget halm i oplaget blev antændt. Det lykkedes ikke at stoppe ilden. Og når først store halmballer bryder i brand, er de svære at slukke.

Horsens Brandvæsen valgte derfor at lade branden dø ud af sig selv.

Mange alarmer

Derfor var der ild i laden hele aftenen. Og selv et stykke efter midnat indløb der alarmer til 112-centralen, som i dag er placeret i Århus.

Her var personalet adviseret om, at brandvæsenet var på stedet og kontrollerede nedbrændingen.

Ild blussede op

Også på Tykhøjetvej ved Give gav en brændende halmballe anledning til brandudrykning. Her blev Falck i Give tilkaldt kl. 2.43.

Det viste sig, at der var ild i en bigballe som stod et stykke fra et stuehus.

Gårdens ejer forklarede, at han dagen før havde brændt halm af på marken. Han mente, at han havde slukket ilden forsvarligt. Men i løbet af natten er den tilsyneladende blusset op. Der skete ingen skade på bygninger.