Strid om arresthus udløser dødstrussel

Et byrådsmedlem på Fanø blev truet med at blive slået ihjel, hvis han ikke stemte imod et forslag, der giver den lokale brugs lov til at rive en gammel arrestbygning ned.

En lokal erhvervsmand fra Fanø tog drastiske midler i brug, for at få standset Fanøs gamle arrestbygning fra at blive revet ned. Det gik ud over byrådsmedlem i Fanø Kommune Niels Heinel fra Miljølisten, da han var nede og handle i den lokale brugs.

- Han gik hen til mig og sagde: Jeg slår dig ihjel, hvis du ikke stemmer imod. Det synes jeg selvfølgelig er fuldstændig uacceptabelt, siger Niels Heinel til TV SYD.

Neils Heinel anmeldte episoden til politiet straks efter, han havde fået truslen.

- Pointen med demokrati er, at man kan være uenig og have forskellige holdninger, men den slags opførsel vil jeg ikke finde mig i, siger Niel Heinel.

På et byrådsmøde i mandags stemte Niels Heinel for det forslag, der giver Fanø Brugsforening lov til at rive den gamle arrestbygning ned. Han har ikke hørt fra manden, der kom med truslerne siden, og har ikke noget bud på, hvorfor han truede Niels Heinel på livet.

På onsdag er der indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i Fanø Brugsforening, hvor det skal besluttes, om foreningen skal bevare dele af arrestbygningen.

 

Sagen kort

Fanø Brugsforening har længe ville udvide i Nordby

1. november 2013 overtager foreningen matriklen, hvor arresthuset
ligger.

22. maj 2014 tilbyder en familie på Fanø at købe bygningen for 2
millioner kr. De har i samme omgang stået for en
underskriftsindsamling, mod at rive bygningen ned.

16. juni 2014 byrådet beslutter, at brugsforeningen gerne må rive
arresthuset ned.