Strid om jernbane ved Aabenraa

Jernbanen mellem Rødekro og Aabenraa risikerer at blive nedlagt. Aabenraa Kommune har planer om at erstatte den med en natursti.

Det møder modstand hos Aabenraa Veteranbane, der udlejer skinnecykler på strækningen. Foreløbig har 10.000 benyttet sig af det tilbud. Foreningen har også ambitioner om at køre med veterantog på strækningen.

- Vi er frustrerede over, at kommunen nu har helt andre planer, siger foreningens formand, Per Wittrup.

Han er især skuffet over, at foreningen ikke er blevet taget med på råd.

Området skal åbnes

Kommunen ønsker at få Banedanmark til at overlade sporene til Naturstyrelsen, så der kan anlægges en sti gennem det enestående landskab.

- Men intet er besluttet endnu, og Aabenraa Veteranbane vil også blive hørt, siger Erwin Andresen, Slesvigsk Parti, der er formand for kommunens tekniske udvalg.

Han mener, at området skal åbnes for alle og ikke alene for folk, der vil køre på skinnecykel.

Per Wittrup mener, at jernbaneforeningen netop har åbnet området for folk, der vil opleve naturen.

- Vi regner med at komme op på 10.000 besøgende om året, siger han.

Kommunen vil i maj gennemføre høringer om naturstien.