Strikkedyst nummer to kommer næste år

I aften kåres vinderen af Den Store Strikkedyst på TV SYD+. Men allerede nu kan amatørstrikkere fra landsdelen melde sig til næste års dyst på strikkepinde og kreativitet.

Den Store Strikkedyst har givet genlyd i hele landet. Og hver uge har tusinder fulgt strikkerne i diverse udfordringer.

De første programmer blev set af op mod 20.000 - mens de seneste har haft 33.000 seere, da der var flest. Og på hjemmesiden har seertallet rimeligt konstant været 4500 hver uge.

Og strikkedysten har inspireret mange seere til at lave forskellige former for strik.

Allerede nu kan interesserede strikkere tilmelde sig på TV SYDs hjemmeside.

Finalen med tre deltagere sendes i aften. Men hvis du ikke kan vente på afgørelsen, kan den ses på hjemmesiden, hvor sidste afsnit blev lagt ud som snigpremiere i går.