Strip, dans og skuespil hylder kvindekroppe i Burlesque-show

For andet år i træk man opleve skuespil, dans og strip i Teater Malstrøms Burlesque-show.

De sorte stiletter bevæger sig fra side til side på en let og elegant måde på den røde scene, mens armene og hofterne svinger i samme takt. 

Stiletterne sidder på nogle letpåklædte stænger, og fra i morgen den 28. februar er de klar til at vise sig frem på Teater Malstrøm i Fredericia, når der er premiere på Burlesque 2.

quote

Vi regner med at få en rigtig god, intim fest, hvor folk drikker champagne og er glade, når de går herfra.

Michael Hansen, leder og instruktør, Teater Malstrøm

- Vi regner med at få en rigtig god, intim fest, hvor folk drikker champagne og er glade, når de går herfra, fortæller Michael Hansen, der er kunsterisk leder og instruktøren bag dette års Burlesqueshow i Fredericia.

Det er andet år i træk, at man kan komme til byen og opleve det gamle, vovede og pirrende show med skuespil, dans og strip. Men denne gang er det et lidt anderledes show, end publikum overværede sidste år. Det er inspireret af Alice i Eventyrland og har fået titlen ’Burlesque – inspired by Alice in Wonderland’.

Burlesque – inspired by Alice in Wonderland

Showet kan opleves fra den 28. februar og frem til den 13. april. 

Det foregår på spillestedet: Det Bruunske Pakhus, Kirkestræde 3 i Fredericia. 

En billet koster 215 kroner, og showet varer to timer. 

- Vi kan jo tillade os at lave et univers, som virkelig er anderledes og vendt på hovedet, fortæller Michael Hansen.

Sidsel kunne ikke modstå tilbuddet

Men én ting, der går igen fra sidste års show, er den frivillige skuespiller Sidsel Nygaard Jensen, der bor i Fredericia. Til hverdag er hun pædagogvikar, men fra i morgen forvandler hun sig endnu en gang til en forførende Burlesque-danser.

Hun kunne ikke modstå tilbuddet om at være med i sådan et show, der hylder kroppen.

- Nu er jeg ikke en af dem, der smider allermest tøj. Det er jeg ikke modig nok til. Men der er bare en masse humor, en masse dans. Det er flot at se på, og så er det sjovt at være med til at lave.

Ligesom Sidsel Nygaard Jensen var der 10 andre frivillige, der også havde lyst til at være en del af showet. I slut oktober sidste år blev der holdt auditions.

- Vi oplevede, at folk kom fra stort set hele landet. Vi har 11 på scenen, og syv af dem kommer fra andre byer. Folk vil gerne det her, og det vil publikum også, siger Michael Hansen, og det skyldes blandt andet sidste års succes, tror han.

Fredericias Burlesque-show hylder kvinders kroppe. Foto: Jørgen Guldberg
Fredericias Burlesque-show hylder kvinders kroppe. Foto: Jørgen Guldberg

Stor pige skal sætte tanker i gang

De 11 frivillige er meget forskellige. Det er både, når det gælder alder og kropstype. Den yngste er 20 år. Den ældste er 45 år - og deres kroppe er lige så forskellige.

-Store, tykke, små, tynde. Vi vil lave en hyldest til kroppen. Vi har en meget stor pige med, og når alle kvinder i salen ser hende, er vi sikre på, at de tænker, hvorfor fanden tør jeg ikke det? Vi går til kanten, vi stripper og viser hud, men vi gør det med respekt for kroppen, siger Michael Hansen.

Og Sidsel Nygaard Jensen glæder sig til at vise sin krop frem og danse på scenen i afslørende kostumer. 

- Årets show er virkelig, virkelig fedt. Det er også federe end sidste år, og jeg er klar til at være med igen næste år, siger hun.

Man kan opleve forestillingen i Fredericia frem til den 13. april.