Studerende dykker ned i Lillebælts strømforhold

Ni biologistuderende forsker i de dramatiske strømforhold, der kan give en forklaring på de mange fisk og den store bestand af marsvin i Lillebælt

De studerende er ombord på Aarhus Universitets forskningsskib Aurora. Herfra har de foretage observationer af strøm, vandmasser og lagdeling med det nyeste og mest moderne måleudstyr. Endvidere vil de tage vandprøver fra de forskellige dele af vandmasserne, som efterfølgende undersøges i laboratoriet ombord på skibet.

Under overfladen i Lillebælt optræder et dramatisk strømningsfænomen, som kan vise sig at have afgørende indflydelse på hele økosystemet i og omkring Lillebælt.

Fænomenet, som kaldes hydraulisk kontrol, optræder, når de lagdelte vandmasser fra Kattegat eller Østersøen bliver presset gennem den snævre del af Lillebælt. Dermed sker der en meget kraftig blanding af vandmasserne og transport af næringsrigt bundvand til den øvre del af vandsøjlen, hvor der er masser af lys. Her giver næringssaltene anledning til en kraftig vækst af fyto- og zooplankton, de bittesmå planter og dyr i havet som er grundlaget for hele fødekæden. Dette medfører en forøget vækst af de mange fiskearter i Lillebælt og er muligvis forklaringen på, at der lokalt er en stor bestand af marsvin.

Aurora har sejlet på strækningen mellem Tragten i nord og Bredningen i syd.

Kursus- og togtleder Lars Chresten Lund-Hansen, Aarhus Universitet, forklarer, hvorfor Lillebælt er så spændende: (Varighed 1:20 min.)