Studerende skal bo i byens højeste bygning

Esbjerg Towers er navnet på et projekt med tre boligtårne med 450 ungdomsboliger. Det er designet af Bjarke Ingels Group og står klar i 2020.

57, 35 og 23 meter. Så høje bliver de tre tårne i Esbjerg Towers, når de står klar på adressen Tovværket til studiestart i 2020.

Byggeriet af de i alt 450 ungdomsboliger i Esbjergs højeste byggeri er designet af BIG, Bjarke Ingels Group, der også står bag prominente byggerier som Tirpitz og LEGO House.

Onsdag underskrev Esbjergs borgmester Johnny Søtrup og den kommende borgmester Jesper Frost Rasmussen (begge V) aftalen om købet af grunden sammen med arkitekt og partner i BIG, David Zahle, samt adm. direktør for Esbjerg Towers, Lars Kristensen.

quote

Esbjerg Towers er en stor gevinst for byen og selvfølgelig for de unge.

Johnny Søtrup, borgmester, Venstre, Esbjerg

- Esbjerg Towers er en stor gevinst for byen og selvfølgelig for de unge, der kan se frem til at få suppleret udbuddet af almennyttige ungdomsboliger med et stort antal private i det nye byggeri. I Esbjerg Kommune har vi en klar ambition om at tiltrække flere studerende, og det her spændende projekt er et vigtigt skridt på vejen, siger borgmester Johnny Søtrup i en pressemeddelelse.

Det nye byggeri er en del af en helhedsplan for Tovværket, der ligger tæt på byens centrum, uddannelsesinstitutioner, idrætsfaciliteter, skov og hav.

BIG investerer selv i projektet med de tre boligtårne, der er på henholdsvis 6, 10 og 17 etager.

quote

Det er første gang, BIG optræder som egentlige projektudviklere.

David Zahle, arkitekt og partner i BIG og bestyrelsesformand i Esbjerg Towers Aps

- Der er generel mangel på studieboliger, så vi har i BIG besluttet os for at være med til at investere i en løsning. Vi har tidligere udviklet det flydende ungdomsboligkoncept Urban Rigger, som er ved at blive udført i København og Gøteborg, men det er første gang, BIG optræder som egentlige projektudviklere, forklarer David Zahle i pressemeddelelsen.

Hvert tårn i Esbjerg Towers bliver sekstenkantet, har en kerne med elevatorer og trappe i midten og en rund gang med indgang til ungdomsboligerne. Det karakteristiske ydre kommer fra altanerne i stål, der drejer sig om huset for hver etage.