SU kan skræmme modne elever væk

Fængselsbetjent-elever skal på SU i en sjettedel af deres uddannelse - og det vil skræmme aspiranter væk, mener de i fængslet i Renbæk, hvor 40 nye fængselsbetjente er under uddannelse.

I dag får de vordende fængselsbetjente en løn mellem 18.300 og 19.600 kr. fra første dag - også når de er på skolebænken.

Uddannelsen tager tre år - og samlet sidder fængselsbetjent-eleverne på skolebænken i knap otte måneder.

I de perioder, hvor undervisningen foregår på skolebænken, vil regeringen erstatte elevlønnen med en SU, der er knap 6000 kr. om måneden.

Kan skræmme

Men udsigten til SU under dele af uddannelsen kan skræmme de erfarne og mere modne ansøgere væk fra faget, siger fængselsinspektør på Renbæk statsfængsel, Una Jensen, til DR Syd.

I Renbæk statsfængsel ved Tønder er 40 fængselsbetjent-elever lige nu under uddannelse.

- Det kan selvfølgelig være en udfordring at tiltrække elever, som har noget mere familie, livserfaring og så videre, hvis de får en lavere indkomst, siger fængselsinspektøren til DR Syd.

SF-ordfører ikke enig

SF's retsordfører Karina Lorentzen fra Kolding, mener dog ikke, at udspillet vil spille ind på lysten til at tage uddannelsen som fængselsbetjent.

- Jeg mener det er et system, der svarer til mange andre uddannelser, siger hun.