Succes for bro-vandring giver pladsproblemer

Næsten 1000 mennesker har oplevet Den gamle Lillebæltsbro fra oven ? og 7500 har købt billet frem til september. Succesen giver problemer: Der er for lidt plads til velkomst og omklædning før bro-turen.

- Folk er længere om at komme i kedeldragterne og få sikkerhedsliner og højttalere monteret, end vi havde forventet, fortæller bridgewalkingchef Knud E. Øbroe Jeppesen til Fredericia Dagblad. Guiderne mangler lige nu også den rutine i at gøre folk klar, som de vil få med tiden.

Bridgewalking Lillebælt havde regnet med at kunne sende fire hold med 20 personer op i timen, når der er mest tryk på. Men i øjeblikket kan man kun have to hold på broen samtidigt.

Knud E. Øbroe Jeppesen fortæller til lokalavisen, at der er søgt om udvidelse af velkomst-fasciliteterne ved siden af Naturcentret på Galsklintvej hos Middelfart Kommune, som ejer Bridgewalking Lillebælt sammen med Fredericia Kommune.

Der skal laves to platforme mere, så der bliver plads til at få fire hold afsted i timen, når der er mest travlt.