Succes med forældrekursus: Fra kaos til kram mellem mor og søn

Tydelige, beskeder, ros og belønning har ændret hverdagen hos Pernille og hendes 5-årige søn Magnus. Det er resultatet af et forløb hos Familiebehandlingen i Horsens Kommune.

Forløbet med navnet PMTO (PMTO Parent Management Training: Oregon) er målrettet forældre til børn med adfærdsvanskeligheder i alderen 4 - 12 år, og hjælper familien med at få et mere positivt samspil.

Pernille bor alene med sin søn Magnus på 5 år. For godt et år siden gik bølgerne ofte højt i hjemmet med konflikter, kaos og et uroligt, frustreret barn. Pernille kom på det tidspunkt i kontakt med Familiebehandlingen i Horsens Kommune.

-Jeg blev tilbudt et forløb med nogle redskaber, jeg kunne bruge i hverdagen. I dag har jeg en helt anden dreng, fortæller hun i en pressemeddelelse fra Horsens Kommune.

- Som forælder kan man have en tendens til at fokusere på det, barnet skal holde op med ’Du skal ikke råbe ad mig.’ Frem for: ’Du skal tale stille og roligt.’ Det man giver opmærksomhed, får man mere af. Derfor kan programmet bruges til at komme ind på en mere positiv vej, siger Vibe Sloth Krogh, og Jette Bækkelund, der også er familiebehandlere og uddannede i PMTO-programmet.

Med eksempelvis et belønningsskema giver forældrene børnene points efter, hvor godt de har klaret forskellige daglige rutiner som at børste tænder, lægge sig under dynen eller fodre hamsteren . Det er rutiner, som er gået i hårknude, og som familien ønsker at lave om på. Pointskalaen er fleksibel og kan udløse små eller større belønninger.

 

Fakta om PMTO:

  • I PMTO-programmet mødes forældrene med en familiebehandler en gang om ugen og der er hjemmeopgaver. Via rollespil øver forældrene, hvordan de med enkle redskaber kan ændre samspillet i familien.
  • Der er fokus på at skabe ro for barnet.
  • Forældrene opbygger under forløbet en mappe med de gode metoder og egne erfaringer med at bruge dem. Mappen kan de efter forløbet bruge som støtte til at holde fast i de gode rutiner.
  • Et PMTO-forløb i familiebehandlingen strækker sig typisk over 25 gange.
  • I Familiebehandlingen i Horsens Kommune er fire familiebehandlere certificerede til at benytte programmet