Succes: To ud af tre fyrede har fået job

LM Wind Power i Hammelev og Lunderskov afskedigede 1650 i løbet af 2009 OG 2010. I januar i år havde to ud af tre af de fyrede medarbejdere fået nyt arbejde.

TV SYD har i dag besøgt at gartnerhold med 11 deltagere fra LM Wind Power, som startede på AMU SYD i Ribe i maj. I dag var de igang med at pynte gravsteder med gran. 

Forløbet er sammensat sådan,at de 11 kursister er på skolebænken i 30 uger. Og når de kan dokumentere 24 måneders praktisk erfaring indenfor det grønne område, kan de kalde sig anlægsgartner-assistent.

45 mio. fra EU

For at kunne arbejde med opkvalificering af de mange ledige ansøgte jobcentrene i Kolding, Vejen og Haderslev om midler hos EU's globaliseringsfond. Ansøgningen resulterede i 45 mio. kroner, som er øremærkede til opkvalificering og efteruddannelse af ledige fra LM Wind Power.  Og med over 1000 i nye jobs eller på nye uddannelser må det siges at være en succeshistorie.

- Det er en fornøjelse som projektleder at se, hvor meget glæde det skaber at give uddannelse til de tidligere LM'ere, siger Ingelise Bøhme fra Jobcenter Kolding . De får nu afprøvet nogle drømme og ønsker, som de måske har haft i årevis, men ikke har haft mulighed for at leve ud.

Tre hold igang

AMY SYD i Ribe har i alt 30 tidligere ansatte fra LM på to gartnerhold, som er færdige til marts og maj. Desuden er ni optaget på et plasthold. De har alle så stor erfaring til området gennem ansættelsen hos LM Wind Power, at de kan stå med svendebrev allerede til sommer.