Legos succes knap så eksplosiv som i 2015

Lego har præsenteret deres halvårsregnskab, som viser vækst på de europæiske og asiatiske markeder, mens det vigtige amerikanske marked stagnerer.

Legos regnskab for første halvdel af 2016 viser, at den samlede omsætning er steget med 11 pct. og det samlede resultat efter skat lander på knapt 3,5 milliarder kroner. Det er marginalt dårligere end samme periode sidste år, hvor Lego havde et netto-overskud på 3,6 milliarder kroner - svarende til én pct. dårligere.

Lego øgede altså omsætningen markant uden dog at tjene flere penge, og årsagen skal findes i øgede investeringer i Asien samt stagnerende salg i USA.

Knapt så mange amerikanske børn som forventet, har leget med Legoklodser i første halvdel af 2016.
Knapt så mange amerikanske børn som forventet, har leget med Legoklodser i første halvdel af 2016.

I Europa og Asien er salget af Lego-klodser steget med ti procent det første halve år af 2016, mens det amerikanske marked halter bagefter og stagnerer.

Europæiske børn leger fortsat meget med Lego
Europæiske børn leger fortsat meget med Lego

- Vi må erkende, at i USA er det ikke lykkedes os at få gang i de initiativer og den støtte, der er behov for for at opretholde samme vækst, forklarer økonomichef i Lego, John Goodwind, i en pressemeddelelse om regnskabet og fortsætter:

- På Lego er vi specielt glade for, at de store investeringer på det asiatiske marked giver vækst, og det er imponerende, at vi på vores ældste og mest etablerede marked i Europa fortsat kan fastholde fremgang.

Med en vækst på ti procent for første halvdel af 2016 og et netto-overskud på 3,5 milliarder kroner, er resultatet mindre prangende end det årsregnskab, Lego kunne præstere for 2015, hvor den succesrige legetøjsgigant satte nye rekorder med en omsætning på hele 35 milliarder kroner eller 9,2 milliarder kroner efter skat.