Super-Mario klar til Esbjerg

Superangriberen Mario Gómez træner med igen fra onsdag og er med i Fiorentinas trup til kampene i Europa League mod EsbjergfB.

Tyskeren, der sidste sommer kom til italienske Fiorentina fra Bayern München, har ikke spillet siden den 15. september på grund af en knæskade, men nu ser det ud til at Mario Gómez kan lægge sit over fire måneder lange skadesmareridt bag sig, skriver Ritzau.

- Mario Gómez har gennemført sin genoptræning og genoptager træningen sammen med resten af holdet på onsdag, meddeler Fiorentina på klubbens hjemmeside.

Angriberen er inkluderet i Fiorentinas trup til Europa League.

Fiorentina og Esbjerg mødes den 20. og 27. februar henholdsvis ude og hjemme i 1/16-finalerne.

28-årige Mario Gómez, der går under navnet Super-Mario, er kendt som en af de farligste afsluttere i europæisk fodbold. Alligevel mistede han i sidste sæson sin stamplads hos Bayern München til Mario Mandzukic og skiftede derfor til italiensk fodbold.