Super-start af SønderjyskE mod KIF Vejen

Med en knusende sikker sejr på 34-24 over KIF Vejen fik SønderjyskEs kvinder onsdag aften en super-start på kvalifikations-spillet til ligaen på hjemmebanen i Aabenraa Idrætscenter.

SønderjyskE, der sluttede som nr. 2 i damernes 1. division, udspillede KIF Vejen, der som nr. 9 i grundspillet i ligaen var storfavoritter i aftenens lokal-opgør trods udebane.

KIF Vejen kom bedst fra start og førte 4-2 - men så tog SønderjyskE over og førte 18-11 ved pausen.
I 2. halvleg fastholdt SønderjyskE føringen, som til sidst blev udbygget til 10 mål.

Hos KIF Vejen var Ida Bjørndalen den eneste relle angrebstrussel - og det blev en afgørende faktor, at KIF Vejen på grund af skader mangler bredde på holdet, når Ida Bjørndalen bliver holdt nede af et effektivt forsvar, som det SønderjyskE præsterede i aften.

Hos SønderjyskE var Sanna van Olphen den store spiller i angrebet med 12 scoringer.

Ud over SønderjyskE og KIF Vejen er Aalborg DH og Ringkøbing med i pulje 1 i oprykningsspillet om to pladser i ligaen. De to hold mødtes også i aften med sejr til Aalborg DH på 27-34.

Aalborg er dermed på førstepladsen i puljen med fire points, SønderjyskE har to, mens KIF Vejen har et enkelt point og Ringkøbing er uden point.
Tredjepladsen i kvalifikationsspillet udløser kampe mod nr. tre i den anden pulje om den allersidste plads i ligaen.