Supercykelsti forbedrer trafiksikkerhed

En ny supercykelsti i Haderslev blev indviet lørdag. Planen er at den skal forbedre trafiksikkerheden samtidig med, at man kan se byen fra nye vinkler.

Indvielsen af den nye supercykelsti på den tidligere banestrækning markerer færdiggørelsen af første delprojekt i byudviklingsområdet Jomfrustien – Levende rum i Haderslev.

Klokken 9.30 klippede formand for Udvalget for Plan og Miljø, Benny Bonde (LA), den røde snor over stien ved Vinkelvej ud for Søslangen. Herefter cyklede fremmødte cyklister i samlet flok ad stien fra Vinkelvej over Lindedal, Nordhavnsvej og Allégade og mødtes til sidst ved Håndværkerparken, hvor borgmester, H. P. Geil, bød velkommen med kaffe og kage.

Nogle steder på cykelstien, vil man kunne opleve, at der er mindre ujævnheder. Det skyldes, at man ikke kan lægge asfaltslidlag på endnu.

- Entreprenøren venter med at lægge slidlag til foråret, da det giver det bedste resultat. Hvis slidlaget lægges, når vejret er for koldt, er der risiko for, at det ikke holder ordentligt. Men derfor kan man sagtens benytte stien allerede, siger Maiken Henningsen, ingeniør i Anlæg og Ejendomme ved Haderslev Kommune.

Nu er der cykelsti hele vejen fra Haderslev Havn til Vojens. Som en del af projektet med den nye supercykelsti, er der lavet krydsningspunkter hen over Nordhavnsvej, Allégade og Teaterstien, som generelt vil forbedre trafiksikkerheden i Haderslev by.