Supertalent fra Sønderborg får stor talentpris

Hovedprisen i Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence, Unge Forskere, går i år til 19-årige Lasse Voss for et projekt, der undersøger universets udvidelse.

Den 19-årige gymnasieelev Lasse Voss fra Sønderborg blev tirsdag kåret som Årets Unge Forsker. Det unge forskertalent vandt samlet seniorkategorien foran 49 andre finalister i den landsdækkende talentkonkurrence, Unge Forskere, der blev afviklet i Forum i København.

-Jeg er jublende glad. Det her er bare kæmpestort. Jeg kan kun opfordre alle, der brænder for forskning til at deltage i denne konkurrence, siger den stolte prisvinder, der til daglig går i 3.g på Alssundgymnasiet i Sønderborg.

Med prisen fulgte i alt 25.000 kr. samt en rejse til EM i Italien og deltagelse i en science-konkurrence i Kina.

Lasse Voss vandt med sit projekt ?Supernova Type 1a?, hvor han har analyseret billeder af en bestemt supernova og har udregnet afstanden til den. Denne undersøgelse kan bruges til at skabe en kurve over, hvordan universets udvidelse accelerer.

Juryens begrundelse for valget af Lasse Voss som vinder lød bland andet

-Lasses opgave er simpelthen fabelagtig god. Den er løst utroligt selvstændigt og besvarelsens kvalitet er klart på universitetsniveau. Som begrundelse talte også, at Lasse Voss selv har indhentet data til projektet fra internationale kontakter og har fulgt op med egne observationer.

Prisen blev overrakt af undervisningsminister Christine Antorini og protektor for Unge Forskere, HKH, prins Joachim i Forum i København.

Vinderen i juniorkategorien er også sønderjyde. Det er den 15-årige Mikael Lindmark Moesgaard fra Kolding, som også vinder 25.000 kr.

Mikael, der går i 9.B på Kolding Realskole, havde valgt at behandle emnet ?Rektangel-rokeringer?, og har udviklet sine egne formler, udsagn og figurer til at beskrive emnet.

Se klip her med en meget glad Lasse Voss

Varighed 0:20