Susanne løser gylle-konflikt med morgenkaffe

Nabokonflikter opstår alle steder. Ikke mindst på landet, når landmanden spreder gylle ud. Men med hensyn og dialog, når man langt.

Ude på landet lugter nogle naboer ikke altid så behageligt. Landmænd spreder gylle, og naboerne skal indsnuse stanken. Og det kan meget nemt give konflikter.

Sidste år i maj, hvor der endelig var en weekend med godt vejr, slog Susanne Backer fra Bredstrup terrassedøren op til en frygtelig stank.

- En meget ubehagelig lugt, som rammer én, lige så snart man lukker døren op. Og nærmest også inden, man lukker døren op. Den trænger igennem alt, fortæller hun. 

Da stanken blev ved at hænge i luften over flere dage blev Susanne Backer og de andre naboer sure. 18 husstande gik sammen og klagede til kommunen, men lige lidt hjalp det.
Endelig fik hun fat i forpagteren på den gård, der ejede markerne omkring byen. Susanne Backer inviterede ham på morgenkaffe. 

- Dialogen og en kop kaffe kan løse rigtigt mange frustrationer. Hvis jeg var borger her op til markerne, så ville jeg have reageret på samme måde, siger Esben Graff, der er landmand og forpagter.

Over morgenkaffen i maj sidste år forklarede han blandt andet, at vejret havde været ekstremt, først med sne og så med sommertemperaturer

Asger Christensen(V) er tidligere formand for Kolding Herreds Landboforening. Her fortæller han, hvordan landmændene i dag bruger de sociale medier til at varsle, når de kører gylle. 

- Det var en ganske forfærdelig lugt. Det var langt værre end hjemme i vores egne stalde. Det var noget, vi ikke havde oplevet før.

I år besluttede Esben Graff sig for at springe de 10 hektar, der ligger ned til byen, over for at vise hensyn.

- Det er vi glade for, siger Susanne Backer og tilføjer:

- Gensidig respekt og forståelse er vigtigt. Esben stiller op og er til at snakke med. Han fortæller os, hvad det går ud på, så vi får en viden og en forståelse - men også en respekt. Vi bliver klar over, at det er en dygtig og seriøs landmand, som ikke er ude på at genere os.