Svær januar udløser stor bod til Bios

Januar har været en svær måned for Bios Ambulance Services, hvor virksomheden fortsat har haft problemer med at leve op til aftalen med Region Syddanmark - og derfor har udsigt til stor bod.

Det har været en hård start på 2016 for BIOS Ambulance Services.

Virksomheden skulle fra 1. januar stille med flere beredskaber end i december, og den øvelse har været svær. Der har i januar periodevis manglet op til fire beredskaber, blandt andet fordi Bios  fortsat ikke har nået idealbemandingen. De manglende beredskaber har været fordelt udover alle tre Bios-områder.

Regionens vagtcentral har derfor i hele januar justeret på andre beredskaber, der har kunnet sættes ind i de berørte områder, så dækningen har været forsvarlig. Det oplyser Region Syddanmark mandag i en pressemeddelelse.

Fra 1. januar udløser det en bod til Bios, hvis selskabet ikke leverer ambulance- og akutkørsel som aftalt i kontrakten. Og der er udsigt til, at den maksimale bod udløses for januar, fremgår det af en intern skriftlig orientering i Region Syddanmark om status på ambulancedriften i Region Syddanmark pr. 31. januar 2016.

Som det ser ud dags dato vil boden til Bios for januar nå maksimalniveauet på 15 procent af kontraktsummen, hedder det i notatet. Boden skal afregnes til april og forinden skal et større datamateriale bearbejdes.

Ifølge Bios tiltræder en del nye reddere i februar. Virksomheden har desuden fået godkendt en gruppe tyske reddere til at fungere som ambulancebehandlere.