Svært at vinde over kommunen

Muskelsvindfonden mener en sag fra Horsens er et godt eksempel på at det bliver sværere i fremtiden at anke kommunernes afgørelser.

Steen Neuman bor i Horsens og har muskelsvind. I februar besluttede Horsens Kommune, at han ikke længere skulle have handicaphjælper døgnet rundt.

En beslutning, der netop er kendt ugyldig af det Sociale Nævn. Men en ny aftale mellem Kommunernes Landsforening og Regeringen betyder at folk som Steen Neumann i fremtiden får meget svært ved at anke kommuners afgørelser.

Det mener muskelsvindfonden:

- Regeringen og kommunerne har lavet en aftale, som betyder, at det sociale nævns magt bliver forringet, siger Thomas Krog, handicappolitisk medarbejder hos Muskelsvindfonden.

Byrådsmedlem i Vejle Holger Gorm Pedersen (DF) er også medlem af det sociale udvalg i Kommunernes Landsforening. Han er uenig i udlægningen, men erkender at kommunen har en udfordring på handicap-området på grund at voldsomme stigninger i udgifterne til dette område:

- Dette her området er steget så meget de seneste år. Udgifterne er steget og steget og steget. Så vi er nødt til at sige, vi skal have lidt mere for de mange penge vi bruger, siger Holger Gorm Pedersen.