Svampesygdom truer verdens hvede

En svampesygdom truer med at ødelægge hvedehøsten i store dele af verden. I USA har sygdommen på tre år reduceret hvedeudbyttet med 10 millioner ton.

Danske forskere frygter en markant reduktion af verdens produktion af hvede, efter at en muteret svampesygdom spreder sig over store dele af verden, skriver FoodCulture.dk.

Alene i USA har sygdommen over tre år reduceret udbyttet fra hvede med 10 millioner ton. Eller hvad der svarer til hele den årlige danske produktion af korn.

- Hvedegulrust er et globalt problem. Sygdommen spredes med luftbårne svampesporer over store afstande fra land til land, undertiden fra et kontinent til et andet. Og det, vi ser nu, er måske den hurtigste spredning af en plantesygdom på en landbrugsafgrøde nogensinde, siger Mogens Støvring Hovmøller, leder af det nyetablerede globale referencecenter for hvederust under Århus Universitet.

Muteret trussel

Svampesygdommen er i sig selv ingen nyhed, men det er til gengæld en ny muteret og aggressiv variant, der har spredt sig med stor hast til fem verdensdele. Flere steder er landmændene slet ikke bekendt med sygdommen.

- Særligt i mange udviklingslande er man ikke så opmærksom på, hvorfor høsten slår fejl. Man konstaterer blot, at afgrøderne ødelægges eller beskadiges. Og så er det nemmere at få opmærksomhed omkring ødelagte afgrøder, når det skyldes brand, oversvømmelse eller jordskælv, selvom plantesygdomme medfører langt større tab i den store sammenhæng, siger Mogens Støvring Hovmøller til FoodCulture.dk.

Forskning skal forbedres

I Landbrug & Fødevarer mener chefkonsulent Johannes Østergaard, at kampen mod svampen skal vindes ved hjælp af udbredelse af viden og forskning.

- Det bedste ville være, hvis man kunne øge støtten til landbrugsudvikling, så der var penge til at opbygge varslingssystemer, forske og rådgive de nødstedte landmænd. Men som det ser ud i dag, er en reduktion af udviklingsbistanden desværre en kendsgerning, slutter Johannes Østergaard.