Svampetur gik helt skævt for fuld polak

En 56-årig polsk mand forsvandt søndag eftermiddag fra sin familie under svampeplukning i Hejnsvig og var væk i 10 timer.

Søndag eftermiddag var en polsk familie på udflugt til Hejnsvig for at plukke svampe. Ved 16-tiden blev den 56-årige mand væk fra sin søn og svigerdatter.

Kort før klokken 22 opgav de to selv at finde den 56-årige, der er på besøg hos sin søn og svigerdatter, der bor i Kolding, og kun taler polsk. Sønnen kontakter Sydøstjyllands Politi, der satte en større eftersøgning i gang med både mandskab og hunde, ligesom en helikopter blev sat ind.

Det lykkedes dog ikke umiddelbart at finde ham i området ved Hejnsvig.

- Familien og vi er bekymrede ved situationen, da den 56-årige har været ramt af sygdom. Vejret i området er koldt, vådt og blæsende - men pludselig får vi en melding fra bilist på Esbjerg-motorvejen, fortæller vagtchef Jørn Bystrup, Sydøstjyllands Politi, mandag morgen til TV SYD.

Bilisten har kort efter klokken 02 i nat set manden gående mod Kolding i nødsporet på motorvejen 31 kilometer væk fra det sted, hvor familien plukkede svampe.

En politipatrulje når frem efter nogle få minutter og kan konstatere, at den 56-årige er fin form trods den lange gåtur - men er kraftig beruset. Et tjek på sygehuset viste, at han i øvrigt var helt frisk, så han kunne hurtigt genforenes med familien i Kolding

-  Man kan roligt sige, at den svampetur gik helt skæv - men trods alt fik en lykkelig udgang, konstaterer vagtchef Jørn Bystrup.

På grund af sprogproblemer er politiet ikke sikker på hans færden, eller hvordan han er endt på motorvejen 31 kilometer væk. Men man formoder, at han er gået hele vejen.

Sagen lukkes uden sigtelse, da den 56-årige ikke har udsat andre for fare.