Sverige vandt i Vojens

Sverige blev en overraskende vinder af hold-VM i speedway, da Danmark blev ramt af sort uheld i Vojens.

Alt var linet op til danske succes, men i sidste heat gik det helt galt for de danske speedwaykørere ved hold-VM.

Niels-Kristian Iversen blev diskvalificeret, da han ramlede sammen med en polsk kører, og dermed endte finaledagen i Vojens med et overraskende svensk verdensmesterskab, da heatet blev genoptaget uden Danmark.

Sverige vandt heatet og nåede op på 34 point foran Danmarks 32.

Finalen i hold-VM skulle oprindeligt være afviklet lørdag aften, men massiv regn i Vojens gjorde banen umulig, og det ville have været for farligt at køre speedway på den.

Søndag holdt vejret tørt, og det danske hjemmepublikum kunne vifte med flagene, mens det spændt fulgte Danmarks forsøg på at gentage hold-VM-triumfen.

Specielt Nicki Pedersen skuffede for Danmark, som før 19. heat havde et forspring på fire point.

Alt lå til et dansk verdensmesterskab for andet år i træk, men så fik Kenneth Bjerre problemer med sin maskine, og i sidste heat var det op til Niels-Kristian Iversen præcis som i fjor.

Men Iversen blev diskvalificeret, og Danmark kunne kigge langt efter at vinde guld for andet år i træk.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.