Syd- og Sønderjylland vinder DM i Rygning

Antallet af danske rygere har i flere år ligget stabilt, men nogle landsdele er gladere for tobaksrøgen end andre. Faktisk ligger Syd- og Sønderjylland på en klar førsteplads

For år tilbage var danskerne et af de mest rygende folkefærd i verden. Selvom tallet i de seneste år er faldet markant, så nyder et bestemt område flere cigaretter end nogen anden landsdel.

Det er især syd- og sønderjyderne, som tænder op under tobakken. Faktisk ryger 19 procent af borgerne i området dagligt. Dermed ryger de op på en førsteplads i Danmark, ifølge tal fra Statens Institut for Folkesundhed.

Den sønderjyske kommune, der scorer højest, er Fredericia med 21,8 procent. Dermed ligger kommunen godt over landsgennemsnittet på 17 procent.

Se på listen nedenfor, hvor mange procent af borgerne, der ryger dagligt i de enkelte kommuner.

Antallet af daglige rygere i de enkelte kommuner

  • Fredericia        21,8 procent
  • Horsens            20,7 procent
  • Aabenraa         20,2 procent
  • Tønder              20 procent
  • Fanø                   19,9 procent
  • Esbjerg              19,8 procent
  • Kolding             19,6 procent
  • Ikast-Brande 19,5 procent
  • Vejle                   19,3 procent
  • Vejen                 19 procent
  • Haderslev       18,4 procent
  • Hedensted      17,6 procent
  • Sønderborg    17,2 procent
  • Billund               17,1 procent
  • Varde                 16,1 procent

(Kilde: Institut for Folkesundhed)