Syd- og Sønderjyske knæ-patienter vælger Silkeborg

Stadig flere knæ-patienter fra Syd- og Sønderjylland vælger ifølge Region Midtjylland at blive opereret på Silkeborg Sygehus. Regningen ender hos Region Syddanmark.

Silkeborg Sygehus blev torsdag kåret som landets bedste til knæoperationer, og sygehusets gode ry er for længst nået til Syd- og Sønderjylland, hvor flere patienter vælger sygehuset til på baggrund af anbefalinger.

Det er det frie sygehusvalg, der gør det muligt for knæ-patienter at vælge et sygehus uden for ens egen region. Normalt bliver det frie sygehusvalg brugt, hvis et sygehus ikke kan leve op til behandlingsgarantien på én måned, men det kan også bruges , selvom der ingen ventetid er. Så skal man blot selv betale transporten.

Region Syddanmark betaler for at få udført operationer på andre regioners sygehuse og derfor er det en økonomisk ulempe, at patienter vælger et sygehus uden for regionen.