Langt de fleste af de syd- og sønderjyske kommuner skærer i pengene til de ældre i 2017. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som FOA har kortlagt.
Af de syd- og sønderjyske kommuner skærer Fredericia Kommune mest. Her er der barberet knap 10 procent af budgettet i 2017 i forhold til 2016.
Men også Esbjerg planlægger at skære væsentligt i ældreudgifterne i 2017 med besparelser på knap 8 procent. Kolding, og Horsens planlægger besparelser på omkring 5 procent.
I den positive ende ligger Sønderborg, der er den kommune i Danmark, der planlægger den største stigning i udgifterne til de ældre over 80 år i 2017. Her ligger stigningen på ca 18 procent.
Dog viser tallene også, at der generelt er stor forskel på, hvor mange penge de forskellige kommuner vælger at bruge pr. ældre i 2017. Og de kommuner, der vælger at spare mest på budgettet næste år, er ikke nødvendigvis de kommuner, der bruger færrest penge på de ældre. Tværtimod.
Horsens er fx den kommune i Syd- og Sønderjylland, der bruger flest penge på ældrepleje til personer over 80 år. Her planlægger kommunen at bruge 198.358 kr. per person over 80 år i 2017. Det er lidt færre penge end i 2016, men stadig flere penge end nogen anden kommune i Syd- og Sønderjylland.
Værst står det til i Varde Kommune. Det er den af de syd- og sønderjyske kommuner, der planlægger at bruge færrest penge på ældrepleje pr. borger over 80 år i 2017.
Her er budgettet pr. ældre i 2017 på 136.715 kr. Det er 3,6 procent færre penge end sidste år, og samtidig er det næsten 62.000 kr. mindre pr. ældre end Horsens, der bruger flest penge.
Så meget vil kommunerne bruge på ældrepleje pr. borger over 80 år i 2017
Horsens 198.358
Sønderborg 196.865
Fredericia 191.836
Kolding 187.167
Vejen 187.079
Aabenraa 185.651
Hedensted 184.893
Billund 173.487
Haderslev 172.582
Vejle 163.721
Tønder 159.933
Fanø 151.637
Varde 136.715
Kilde: Tal fra Danmarks Statistik, kortlagt af FOA