Syd- og sønderjyske pølser svøbes i priser

To lokale steder vinder ved årets DM i hotdog, der blev afholdt i Aarhus i dag.

Årets bedste hotdog og Årets Hotdog Konge får du nu i Syd- og Sønderjylland.

Ved Aarhus Food Festival blev årets bedste pølser kåret i dag, og nu kan både Vejle og Nordborg prale af deres nyvundne titler.

For andet år i træk havde Restaurant MeMu i Vejle kreeret årets bedste hotdog. Det bestemte et dommerpanel bestående af blandt andet gastronomiske redaktører, en Michelin-kok og finansminister Nicolai Wammen.

- Det er en stor forløsning, men mest af alt er vi bare glade for at være med og støtte op om et godt formål, siger Michael Munk fra MeMU til TV2 Østjylland.

Hos MeMu har de arbejdet meget med smagen og konsistensen for at kunne lykkedes med at lave dagens vinderhotdog, der består af: sødmælksbrød, som er dampet og friturestegt, pølse med svin, Arla Unika ost, skovæblecreme, blåskimmelost, løvstikkecreme, chipotle mayo, friske sennepskorn og friterede hvidløgsflager, skriver TV2 Østjylland.

Det var første gang, at Dyvig Badehotel deltog i DM i hotdog. 
Det var første gang, at Dyvig Badehotel deltog i DM i hotdog. 
Foto: TV2 Østjylland

Hotdogs bliver til velgørende kroner

Ved DM i hotdog var der i alt 13 deltagere, og for hver solgte hotdog bliver der hvert år samlet penge ind til en velgørenhedsorganisation. Sidste år blev der samlet over 180.000 kroner ind til CARE, og i går gik alle pengene til Dyreværnet.

Ifølge John Bech Amstrup, der er direktør og forpagter af Dyvig Badehotel i Nordborg, blev der i dag solgt så mange pølser, at det samlede beløb endte på cirka 178.000 kroner.

Med 300 solgte hotdogs stod badehotellet for de 30.000 kroner, og det betød samtidig, at nybegynderen kunne gå hjem med titlen som Årets Hotdog Konge.

- Vi er rigtig stolte. Det er der ingen tvivl om – især når alle pengene går til et godt formål, siger John Bech Amstrup.

Det var første gang, at Dyvig Badehotel deltog ved DM i hotdog, men allerede nu planlægger direktøren at slå til igen næste år. 

Dyvig Badehotel vinder titlen som Årets Hotdog Konge. 
Video: Privatfoto