Sydbank Arena bliver indviet

5.200 tilskuere kan nu følge KIF Kolding København, når de spiller på hjemmebane. Det gør Sydbank Arena til en af Danmarks største.

Når KIF Kolding København onsdag aften løber ind på hjemmebanen i topkampen mod Bjerringbro-Silkeborg indvier det samtidig Koldings nye arena, Sydbank Arena.
Med plads til over 5.000 tilskuere, nye skybokse, forlængede langsider og en ny tribune bliver hallen en af landets største arenaer.

- Med den nye arena kommer Kolding op i en liga, hvor vi kan tiltrække blandt andet store konferencer og koncerter. Det vil give en omsætning, som kommer hele byen til gode, fortæller Koldings borgmester Jørn Pedersen (V) til TV SYD.

Første spadestik til den store hal, der tidligere gik under navnet Trefor Arena, blev taget 2. marts 2015.

Sydbank Arena er stor nok til at der kan spilles landskamp. Det sker lørdag, når VM i kvindehåndbold begynder.