Syddanskere kæmper for at beholde lokale sygehuse og akutbil

Onsdag blev alle høringssvarene til Region Syddanmarks sparekatalog offentliggjort.

Region Syddanmark har modtaget 172 høringssvar, og Syddanskerne er især imod planerne om lukning af sygehuse og akutbiler.

Der er kommet 13 høringssvar om Give Sygehus. 15 kritiserer besparelserne på Børne- og Ungdomspsykiatrien i Esbjerg, mens 14 er imod nedlæggelsen af akutbilen i Haderslev.

Det helt store emne i høringssvarene er lukningen af Tønder Sygehus. Hele 24 protesterer mod lukningen. Det er en alvorlig forringelse for beboerne på vestegnen, lyder det fra flere.

Jeg synes, det er meget uheldigt. Ikke specielt for Tønder, men for hele området på vestegnen.

En af kritikerne er den 78-årige pensionist Harald Grau-Hansen, der har sendt en indsigelse mod den foreslåede nedlæggelse af Tønder Sygehus og Medicinsk Daghospital.

- Opfordring til regionsrådet: Bevar Medicinsk Daghospital i Tønder. Den billigste og den bedste løsning, skriver Harald Grau-Hansen blandt andet i sit høringssvar.

Harald Grau-Hansen var indlagt i seks uger i foråret 2015 på grund af sygdommen rosen . Han skulle derfor have drop tre gange om dagen. For ham ville det være frygteligt, hvis kan skulle have været til Aabenraa i stedet for Medicinsk Daghospital i Tønder.

- Jeg synes, det er meget uheldigt. Ikke specielt for Tønder, men for hele området på vestegnen. Man må jo spare de steder, hvor der virkelig er noget at hente. Men her giver det kun mere irritation og gene, siger Harald Grau-Hansen til TV SYD.

Han har en række argumenterer for, hvorfor en sengeplads på et daghospital er langt billigere end en sengeplads på et døgnåbent sygehus. Samtidig mener han også, at det forringer livskvaliteten.

- Det går udover livskvaliteten for patienterne, hvis de skal køre så langt. Det er trættende, når man er ældre. Det er også besværligt for de pårørende, når de skal besøge de syge. Det er bare en dårlig idé at lukke sygehuset i Tønder, forklarer Harald Grau-Hansen.

Du kan se Harald Grau-Hansens høringssvar her.

Udover de mange høringssvar afleverede foreningen Tønder Sygehus' Venner den 8. februar 15.400 underskrifter fra borgere, der vil bevare Tønder Sygehus.