Sydjylland får 200 trafik-millioner

El-tog mellem Esbjerg og København er rykket tættere på. I 2012 begynder arbejdet med at gøre banen klar.

Det står i Folketingets nye trafik-aftale, der blev offentliggjort i dag. Det socialdemokratiske medlem af trafikudvalget Kim Mortensen siger, at dermed er vejen banet for, at der indenfor overskuelig fremtid kan indsættes el- drevne tog både på strækningen Esbjerg-København og Sønderborg?København.

Hovedvej 11 udvider

Vestjyderne kan også glæde sig over, at en udvidelse af hovedvej 11 mellem Tønder og Esbjerg stadig er med i planerne. En VVM undersøgelse af vejplanerne er faktisk rykket frem. Der er afsat 40 millioner kroner til undersøgelsen.

Midt i regionen kan Billund Lufthavn glæde sig over, at der er afsat to millioner kroner til at undersøge mulighederne for at lave en togforbindelse direkte til Lufthavnen.

På østkysten er der fortsat en positiv holdning til en ny station i Erritsø. Stationen vil kunne betjene regionale tog mellem Fredericia og Odense.
Den endelige beslutning træffes i 2011.

Cykler og lastbiler

Endelig er der overalt i Syd og Sønderjylland en række anlægsarbejder,der skal gøre det lettere at være cyklist. Knap 28 millioner kroner er der afsat til cykelstier.  Ifølge Dansk Cyklist Forbund er investeringen en "cementering af cyklen som en central del af dansk transportpolitik".

FDM hæfter sig ved, at der findes penge til en række mindre vejprojekter og forundersøgelser af nye vejstrækninger, mens Dansk Industri er glad for, at totalvægten for lastbiler hæves fra 48 til 54 tons tilladt totalvægt.