Sydjysk dominans i kampen om stor idrætspris

Tre ud af fem idrætsklubber indstillet til Dansk Idrætsforbunds pris som Årets Idrætsforening er fra TV SYDs sendeområde. Det er Vojens Ishockey Klub, Fredericia Triatlon Team og Haderslev Svømmeklub, som er nomineret til den fornemme pris.

Prisen uddeles på DIF's årsmøde den 3. maj, og ud over æren vil vinderforeningen modtage 100.000 kroner, der skal gå til et nyt initiativ, som kommer foreningens frivillige til gode. Det er tredje gang, at prisen uddeles.

- Med prisen Årets Idrætsforening vil vi fra DIF's side skabe synlighed om og påskønne det gode og samfundsnyttige arbejde, der hver dag finder sted i vores over 9.200 idrætsforeninger. Det er fem dygtige foreninger, der er nomineret, og jeg ser frem til at overrække prisen, siger DIF's formand, Niels Nygaard.

Vojens Ishockey Klub Vojens Ishockey Klub har udviklet sig fra at være en elitepræget forening til også at rumme bredden og tænke helhedsorienteret.

Haderslev Svømmeklub har gennemgået en proces, hvor alle medlemmer har været med til at definere klubbens nye visioner og mål og har på kort tid tredoblet antallet af frivillige og fordoblet antallet af medlemmer.

Fredericia Triatlon Team har organiseret sig med mange forskellige samarbejdspartnere i det lokale idrætsmiljø og har samarbejde med Fredericia Idrætscenter om at tilbyde og udvikle fleksible og varierede idrætsaktiviteter.

Det er DIF's 61 forbund, der indstiller idrætsforeninger til prisen, mens det er DIF's bestyrelse, der udvælger de fem nominerede og den endelige vinder.

De sidste to nominerede til prisen er Greve Trampolin- og Gymnastikklub og IF Mob Din Krop fra Frederikshavn.