Sydjyske byer vil charmere tilflyttere

De statslige arbejdspladser er blevet delt ud i hele Sydjylland. Og nu går kampen ind på for at få medarbejderne til at flytte med deres jobs.

De har gang i noget i Esbjerg og Sønderborg. Velkomstpakkerne er ved at blive lavet – og de brede smil er fundet frem i de to kommuner. Her er man nemlig i gang med en større charmeoffensiv for at få medarbejderne til at flytte med de 3900 statslige arbejdspladser ud af København.

I Esbjerg er de eksempelvis ved at lave velkomstpakker med pjecer, der skal fortælle de ansatte i Færdselsstyrelsen og Energistyrelsen, at de roligt kan følge med, når de to styrelser flytter i alt 116 arbejdspladser fra København til Ribe og Esbjerg i løbet af det næste år.

- Jeg synes, vi har en fælles interesse i at få det her projekt til at lykkes. Vi har en interesse i at vise, at det kan lade sig gøre at flytte arbejdspladser og institutioner ud fra hovedstadsområdet og få det til at fungere på en ordentlig måde, siger kommunaldirektøren i Esbjerg Kommune, Otto Jespersen.

Og i Sønderborg har man nedsat en Task Force, som skal sikre NaturErhvervsstyrelsen adgang til de rigtige medarbejdere, når styrelsen i løbet af 2017 flytter 370 arbejdspladser her til Augustenborg Slot. Der er også arrangeret en charmetur til København med et rullende kaffebord.

- I morgen tager jeg og kommunaldirektøren til et møde i NaturErhvervsstyrelsen, hvor vi møder medarbejdere, der skal herned, og snakker med dem om, hvordan  oplever vi Sønderborg kommune som et sted at bo - og først og fremmest lytter på, hvad er det for nogle konkrete udfordringer, de ser ved at flytte hertil, siger Vibe Voetmann, der er Task Force-leder i Sønderborg.

I Esbjerg har de omvendt inviteret de ansatte til kommunen.

Vibe Voetmann fortæller om Sønderborgs forsøg på at sikre sig tilflyttere