Sydjyske firmaer hænges ud

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har hængt yderligere 13 virksomheder ud på hjemmesiden for firmatjek. Blandt dem er fire sydjyske firmaer.

Firmaerne har ikke efterlevet afgørelserne i Forbrugerklagenævnet.
Det gælder:

Netmarked.dk ved Arni Eysteinn Helgason: Firmaet leverede aldrig en fjernstyret model-kampvogn, som en kunde have bestil via nettet. Virksomheden er ophørt.

Genner Bil Center ved Gerth Ravn, Genner: Cirka syv måneder efter købet af en brugt bil reklamerede forbrugeren til sælgeren over, at bilen var blevet kasseret ved syn og nu skulle skrottes. Bilcentret har ikke betalt købesummen på 20.000 kroner tilbage.

Italian Fashion Århus ApS, Brejning: Et par støvler til 900 kroner gik op i limningen. Firmaet limede dem forgæves to gange. Firmaet har ikke betalt pengene tilbage.

Billund Biludlejning ved Brian Knudsen, Billund: Firmaet solgte en bil med mange fejl. Det forsøgte at afhjælpe nogle af dem, men det var ikke nok. Kunden betalte sig fra at få rettet yderligere fejl hos en mekaniker, men der var stadig fejl og mangler ved bilen. Firmaet har nægtet at betale den ekstra regning til mekanikeren og give afslag i købesummen.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggør en gang om måneden navne på de virksomheder, som ikke har efterlevet en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet.

Se firmatjek.