Sydjyske skoleelever bevæger sig mest

Syddanmark er den region, hvor flest skoleelever får rørt sig de 45 minutter om dagen, som folkeskolereformen stiller krav om.

På Ulkebøl Skole i Sønderborg er bevægelse i centrum. Her har de ikke bare masser af arrangerede aktiviteter i frikvartererne - de bevæger sig ofte også i de boglige timer som matematik, dansk og engelsk.

- Nogle elever lærer bedst gennem leg og bevægelse, så derfor er det en klar fordel også at lægge bevægelsen ind i de boglige timer, lyder det fra skoleleder Gudrun Lyhne fra Ulkebøl Skole i Sønderborg til TV SYD. 

Og det er Ulkebøl Skole ikke alene om at gøre. Her i regionen er det hele 83 procent af skolerne, der lever op til kravet om 45 minutters bevægelse i løbet af en skoledag. I bunden ligger Region Hovedstaden, hvor kun 40 procent lever op til kravet ifølge undersøgelsen ”Bevægelse i skoledagen 2016”, der er udarbejdet af Oxford Research for Dansk Skoleidræt og TrygFonden.

På Ulkebøl Skole er elev Nicklas Buhl fra 9.c. godt tilfredst med at gå på en skole, hvor bevægelse er så stor en del af hverdagen: 

- Det er meget sjovere at lære på den her måde end at sidde på en stol i klasseværelset og kigge op på tavlen, og jeg synes faktisk også, at jeg husker bedre, hvad vi har lært på den her måde, lyder det fra Nicklas Buhl.